Græsplænen
Moderne græspleje går ud på, at græsset i høj grad selv skal klare kampen mod ukrudt og mosvækst. En sund græsplæne med tæt græsvækst gør det svært for ukrudt og mos at etablere sig.
En topdressing 3 gange årligt (i april, maj og juni) med et tyndt lag Plænemuld bevirker, at plænen ikke behøver at få tilført anden gødning i vækstsæsonen - for Pindstrup Plænemuld har et højt indhold af gødning.
Forberedelse til Plænemuld
Start med at klippe græsset, så det er 2-3 cm langt.
Græsplænen skæres herefter med vertikalskærer eller rives grundigt igennem. Det løse græs og plantemateriale samles sammen og lægges på kompostbunken. Så er der gjort klar til en god start med Pindstrup Plænemuld.
For at få en jævn fordeling spredes Plænemulden ud i mindre portioner.
10 liter Plænemuld hældes op i en spand og spredes jævnt over 10 m2 med hånden. Blandingen arbejdes godt ned i græsset med bagsiden af riven. Plænen vandes grundigt med spreder, så der etableres en god kontakt mellem muld og græsrødder.
Eftersåning
Hvis græsplænen er slidt tynd, eller der er bare pletter af andre grunde, må der sås nyt græs. Eftersåningen kan med fordel ske sammen med Plænemulden. Der skal som tommelfingerregel bruges 10 liter Plænemuld og ca. 25 gram frø pr. m2.
Klippehøjde
Lav klippehøjde gør græsset følsomt over for tørke og næringsmangel, hvorimod langt græs har større stresstolerance. Græsset har bedst af en klippehøjde på 3,0-3,5 cm. Det giver samtidig en god konkurrenceevne over for ukrudt og mos - og større modstandskraft over for sygdomme.